Kunstnergruppen PROCES: PROCES #3

dato - 4. april til 26. april

Fernisering - 4. april 14:00

Kunstnergruppen PROCES

Gruppens første manifestation PROCES #1 Sommerudstilling 2017 på Lien Galleri ved Slettestrand

Gruppens anden manifestation PROCES #2 Vinterudstilling 2018 på Børglum Kloster

Gruppens tredje manifestation PROCES #3 Forårsudstilling 2020 i Kunsthal vARTe

Læs mere om kunstnerne på:
Annette Zierau: www.anettezierau.dk
Ellen Susanne Baldus: www.baldus.dk
Anne Vemming: Instagramprofil: Acvemming
Tina Fenger: www.tinafenger.dk
Kirsten Johannesen: www.kjoh.dk
Birthe Johansen: Facebook: BijoArt / Instagram j.birthe

I april måned rykker seks kvindelige kunstnere ind i Kunsthal vARTe, der, på trods af deres bopælsadresser forskellige steder i Jylland, har fundet sammen efter et fireårigt uddannelsesforløb Aarhus Kunstakademi. Gruppen har arbejdet ud fra fællestemaet ”rødder” og fortolket dette tema gennem flere forskellige medier og på hver deres måde.

I 2016 blev Kunstnergruppen PROCES dannet som et kunstfagligt samlingspunkt, udstillingsfællesskab og som ramme om kunstnernes fremtidige individuelle udvikling og som gruppe. Det blev et forum, hvor de kunne mødes og kombinere deres udstillingsaktiviteter med faglig sparring og idéudvikling. Deres vision har hele tiden været at skabe interessante udstillinger, som ændrer karakter og udvikler sig i takt med de forskellige fysiske rammer de får at udfolde sig i.

I Annette Zieraus kunstneriske undersøgelse opstår værket for det meste først i selve processen – og ofte med en humoristisk kant. Kunstneren, der er fra Aarhus, arbejder ud fra en praksis der tager udgangspunkt i ting og forhold, der gør indtryk på hende, som naturen eller lyriske og historiske oplevelser. Værkerne opstår i arbejdet med fundne materialer, historierne de har med sig og associationer som hun får i processen. Disse materialer bruges så som grund for et maleri, skulptur eller som trykplade for et grafisk ark.

Ellen Susanne Baldus’ værker er træsnit, ofte i store formater. Værkerne opstår i grænselandet mellem det bevidste og det ubevidste, hvor drømmen fortoner sig i en tåge, et sælsomt, foruroligende landskab, hvor hun søger noget fællesmenneskeligt, sanseligt, som beskueren kan relatere sig til. Hun henter inspiration i forfaldets æstetik. De frønnede stammer og stubbe i skoven, den forfaldne mur, en rusten, kasseret genstand. Ellen Susanne Baldus, der er fra Vejle, leder ofte efter detaljer, hun kan forstørre til næsten abstraktion.

Anne Vemming fra Aalborg arbejder i forskellige materialer, og bidrager blandt andet til udstillingen med sine skulpturelle værker. Sammen med sin kollega Tina Fenger arbejder hun også med cyanotopi, der er en fotografisk udskrivningsproces, der producerer en cyanblå udskrift. Anne Vemmings arbejdsmetode er langsommelig og tidskrævende, og hun skal mange veje omkring, inden hun kommer helt ind til kernen af værket.

Tina Fenger fra Aabybro og Anne Vemmings cyanotopiske værker udføres på forskellige materialer. Udover disse, forventer hun også at bidrage til udstillingen med nogle af sine andre værker. Tina Fenger arbejder desuden med akryl på lærred, gips og bronze.

Kirsten Johannesen fra Aarhus arbejder indenfor det billedkunstneriske felt med det konkrete udtryk. Deri finder hun bedst ind til den billedmæssige klarhed som hun efterstræber. Kunstneren arbejder ofte med variationer over den samme form, for på den måde at skabe en billedflade som på samme tid er enkel og uforudsigelig. På forskellige materialer undersøger hun form, farve og komposition. Kirsten Johannesen foretrækker stor enkelhed i motivvalget og klarhed rent kompositorisk, og arbejder gerne tematisk med selvvalgte dogmeregler – der således skaber hendes undersøgelsesfelt.

Birthe Johansen fra Vrøgum ved Oksbøl har en arbejdsproces der er bevidst intuitiv og eksperimenterende. Hendes værker er i en konstant proces, hvor hun vælger til og fra, mens værket fortæller hende, hvor det vil hen. Her opstår der en energi og samtidig en lethed, før hun igen vælger at vende værket på hovedet. Birthe Johansen søger efter, hvad der gemmer sig bag værkerne for at få det frem i lyset. De udstillede værker er således stadig i en proces, og som hun sandsynligvis vil arbejde videre på efter udstillingen.

 


 

KUNSTRUNDEN SYDVESTJYLLAND
FREDAG D. 10. TIL SØNDAG D. 12. APRIL
Åbningstider under Kunstrunden kl. 10-17

Læs mere her